Ved P-dialyse anbringer man en sukkerholdig væske i bughulen, hvorved væske og affaldsstoffer trækkes fra blodet over i bughulen.
Dialysevæsken ledes ind i bughulen via et tyndt plastikrør, som kaldes et P-dialysekateter. Kateteret opereres ind i maven. Det er cirka ½ cm i diameter, og cirka 30-50 cm er synligt udenpå maven.
Væskerne kan ledes ind manuelt fx fire gange hver dag eller med en maskine om natten, mens du sover.
Det tager oftest tre-fem dage af seks timers varighed at blive oplært til P-dialysebehandling. Du bliver oplært af specialuddannede sygeplejersker.
Udstyr til behandlingen bliver leveret hjemme hos dig. Du skal opbevare udstyr til 14 dages behandling ad gangen, hvilket svarer til et 2 fløjet garderobeskab samt selve maskinen.
Hver 6.-8. uge skal du til kontrol på hospitalet, men du vil kunne kontakte hospitalet hele døgnet, hvis der opstår problemer i forhold til din behandling.
De hyppigste komplikationer ved P-dialyse er infektion ved kateterindgangen eller i bughulen. Begge dele behandles med antibiotika